Slip kontrollen

IMG_8012

Lige netop at ‘slippe kontrollen’ er et buzzword i mit liv for tiden. Jeg har over de sidste mange år fået denne dårlige vane længere og længere ind under huden.

Selvfølgelig har min selv selvkontrol også drevet mig langt, når jeg ser på mit arbejdsliv. Jeg har ADHD og er stærkt styret af min impulsivitet.

Netop ved jeg er så stærkt styret af min impulsivitet har jeg igennem mit liv måtte tillægge mig en del selvkontrol, fordi får jeg en impulsiv tanke, kan den nærmest drive mig rundt indtil den er gennemført. Jeg mestre det på ingen måder, men kan for det meste holde det i skak.

Men det går galt for mig til tider, når jeg ender op med at ødelægge det for mig.

Jeg er igennem den sidste tid blevet opfordret til at slippe min kontrol. Her gælder det alle aspekter af mit liv. Jeg skal lære at sige ‘pyt’, trække på skuldrene og komme videre. Fordi med min selvkontrol sætter jeg også en masse begrænsninger op for mig selv istedet for bare nyde at være i nuet. Hverken tænke konsekvens i fremtid eller kigge tilbage på min livshistorie.

 For mig er det sindsyg grænseoverskridende og jeg kan mærke en indre frygt komme op i mig. Samtidig tager jeg udfordringen op, da jeg ved det vil være en god og lærerig rejse for mig. Jeg er super spændt på hvor min rejse vil bære mig hen. Ikke at jeg tror på jeg kommer til at leve et Laissez faire liv.

En god ven fortalte mig for nogle år siden om en filosofi når man sætter begrænsninger for sig selv og frygter noget. Øvelsen går ud på, når der er noget man frygter eller man begrænser sig selv fordi man er bange for konsekvens. Så kan man starte med at spørge sig selv, hvilken indvirkning vil det have på mit liv om 1 måned, halvt år, 1 år, 5 år og 10 år.

Den er værd at tage med på min rejse.

 

 

Jeg har tilsluttet mig olie-trenden…

IMG_8506

Igennem lang tid har jeg haft øje til den meget populære MK olie + Aronia saft. Jeg har læst en del artikler og forhørt mig blandt venner der også indtager olien. De artikler jeg har læst er jo alle enormt positive, men det var først da jeg talte med en veninde jeg blev overbevist.

Sagen er at jeg døjer meget med tør hud og eksem. Specielt her om vinteren. Jeg kan normalt holde det forholdsvis meget i skak. Dog er min hud igennem den sidste måned er det gået helt amok. Jeg har ellers prøvet at være meget observant på hvad jeg spiser og ligeledes ikke udsætte min hud for store temperatur skift. Lige meget hvad jeg har gjort syntes jeg bare det er blevet værre.

Så nu har jeg tilsluttet mig olie-trenden. Jeg har allerede taget det første shot. Det var slet ikke så slemt som jeg havde forestillet mig. Jeg er dog meget spændt på at se, om jeg kan se og mærke en forskel her de næste par uger.

Jeg skal nok holde jer opdateret.

Dette indlæg er ikke sponsoreret.

Følelsen af sommer – året rundt

1P8A1293-2

Hvem ønsker ikke det? Igennem det sidste halvanden år har jeg brugt disse fantastisk Pestemal håndklæder også kendt som hammam håndklæder fra by Balling CPH. De er blevet fast inventar i mit badeværelse. Ikke nok med at de findes i de mest fantastiske farver og forskellige tykkelser så er de så dejlig bløde at tørre sig med, når jeg har været i bad. Håndklæderne er fremstillet af 100% bomuld.

Det er ikke kun i badeværelset de er fast inventar. Jeg har altid et par stykker med når jeg er ude at rejse. Det smarte ved dem er, at et håndklæde ikke fylder mere end en vandflaske i kufferten og de tørrer på ca. 15 min i solen. Jeg har brugt dem ved stranden og poolen eller som sarong har jeg skulle skifte bikini.

Nogle vil mene at det måske kræver en smule tilvænning at skifte fra de traditionelle håndklæder til hammam håndklæder. Jeg har siden jeg fik de første håndklæder ikke haft brugt de traditionelle håndklæder en eneste gang. Jeg har tilmed givet mine gæster muligheden for at afprøve dem. Alle der har prøvet dem har været meget positiv overrasket hvor let og bløde de føles på huden.

Ud over hammam håndklæder har by Balling også udvidet deres sortiment med en håndsæbe, der har en skøn duft af lemongrass og lime.

By Balling CPH som sælger håndklæderne er en familie ejet virksomhed med en stærk og bevægende historie bag deres brand.
Her er historien med Thomas´s egne ord, om hvordan firmaet blev til:

Det var egentlig lidt af et sammentræf, der førte til begyndelsen på by Balling cph i 2014. Under en rejse til London falder jeg over de lækreste håndklæder og køber et par stykker med hjem. Min hustru finder dem lidt mærkelige – men vores datter, Emilie, ser straks fordelene ved dem.

Vi har for ganske nyligt opdaget, at Emilie er særligt sensibel ved berøring og at nogle tøjmærker og særlige stoffer kan være lidt af en udfordring for hende. Det skal helst føles rart. Og her kommer de ”lidt mærkelige” håndklæder – også kendt som Pestemal – ind i billedet. Bløde og lækre og lige velegnede som håndklæder som tæpper til at svøbe om sig på en kølig dag.

Jeg måtte straks bestille flere hjem og får kontakt til familien i Tyrkiet, der også sælger håndklæderne i London. Fem dage senere befinder jeg mig til det første møde i Tyrkiet, et større parti tages med hjem til afprøvning og tests i Danmark. I dag – blot et halvt år senere – er de skønne håndklæder nu på vej ud i de danske hjem.

Det hele var Emilies idé – med en diagnose som atypisk autist, kan det være svært at finde ud af, hvad der skal blive af én som voksen og hvordan man som diagnosebarn vil blive opfattet ude i den store verden. Måske fremtiden og udviklingen kan sikre, at vi kan drive vores lille familievirksomhed, så der ligger en sikker fremtid og  venter på Emilie og hendes bror?

Derfor bærer firmaet også navnet ”by Balling cph – Embrace Life”. Balling er efternavnet på min hustrus side – en hyldest til mine elskede børn og hustru, som betyder alt for mig. ”Embrace Life” stammer fra en tyrkisk tatovering, som betyder at omfavne livet. Det må vi sige, at vi gør, med alt hvad det bringer med sig i lyst og i nød. En opfordring til alle jer derude om at elske livet, uanset hvad og hvilke udfordringer det bringer – det vigtigste er at man er rask og har sin familie i behold!

Ud over at udbrede kendskabet til de enestående håndklæder, ønsker vi at rette fokus på alle de børn og voksne, som går rundt med en diagnose. Tabu og fortielse er ikke vejen frem. Det er vigtigt med anerkendelse, omsorg og kærlighed!

Familien Balling Jyde
Thomas Jyde
Head of creative

Har du lyst til at besøge by Balling CPHs hjemmeside så kan du finde den HER.

Er du en af dem som skal på Findkeepers designmarked den 17-18 april i København, så skal du bestemt slå en tur forbi deres stand.

By Balling CPH er også på Facebook og Instagram

Selv om dette er et sponsoreret indlæg, er det skrevet ud fra min egen erfaring med håndklæderne.

1P8A1164-2

1P8A1285

1P8A1128-2

1P8A1243

Voksen malerbøger – Den nye trend

  IMG_8432

Jeg er af natur ret utålmodig. Jeg øver mig virkelig på at blive mere tålmodig. Selv om jeg til tider helst vil springe over hvor gærdet er lavest.

Jeg er nu blevet ret vild med voksen malerbøgerne. Jeps du læste rigtigt, det er den nye helt store dille.

Jeg siger dig, det sætter min tålmodighed på prøve fordi, hvert billede er så detaljeret og det tager så lang tid at farvelægge et enkelt billede . Samtidig er det enormt meditativt.

Flere gange undervejs i processen sidder jeg og bladre de andre sider igennem, om der nu er noget andet der frister….. Men jeg har aftalt med mig selv at jeg skal hænge i og gøre et billede færdig af gangen. Netop for at få den succes følelse når jeg er færdig.

Jeg har disse to bøger og er godt undervejs i begge. Det tager mellem 2-5 timer at færdiggøre billedet.

Jeg bruger Steadtler triplus fineliner tudser da de er helt tynde i tudsen, hvilket er en fordel da mange af tegningerne har små fine detaljer.

Dette indlæg er IKKE sponsoreret. Jeg har skrevet om det da jeg gerne vil give det videre til andre der kunne tænke sig at bruge nogle timer på at fordybe sig.

IMG_8445

IMG_8446

Lav selv Bounty Bar – Super nemt

1898068_10152308287552915_1671763863_n

For mig er søndagen, dagen hvor jeg hygger mig og nogle gange prøver forskellige opskrifter af.

De her Bounty Bar er så super nemme at lave, så du sagtens kan drage dine børn med ind i processen.

Så er der også lidt sødt til ganen når søndags filmen begynder eller hvis man får venner på besøg.

Opskrift:

1 dåse kondenseret mælk ca 395g (fås bla i brugsen og der hedder den Kondenserad Mjölk)

300 g Kokosmel

Overtræk:

250 g chokolade, smeltet og tempereret

Bland den kondenseret mælk med kokosmel i en skål og rør rundt.

Form blandingen til små brød og sæt dem til afkøling på en tallerken eller et fad 1 time i køleskabet.

Dyp kokosbrødene i chokoladen, og lad det overskydende chokolade løbe ned i skålen igen.

Sæt dem på et stykke bagepapir, og lad chokoladen størkne i et køligt rum. Opbevar dem derefter i køleskabet.

Holdbarhed 3-4 dage.

God fornøjelse og god søndag.

Sociale medier – Resultatet af det der ligger forud

Vi er jo alle nærmest repræsenteret på de sociale platforme. Når vi åbner Facebook eller Instagram, bliver vi nærmest bombaderet med en glamour verden blandt vores venner og dem vi følger.

Jeg har tidligere fortalt  jeg er så meget post teenager, at jeg er med hvor det sner. Jeg syntes det er verdens bedste underholdning, inspirationskilde og JA en stor tids sluger. For mit vedkommende er det også et fantastisk medie til at brande mig selv som fotograf og blive inspireret.

Jeg husker da Facebook åbnede op for at man kunne lave status opdateringer.
Det var stort.. Ha ha ha.
Ingen kunne finde ud af om man bare skulle skrive i jeg form eller for eksempel skrive “Jill Christina kan rigtig godt lide solen skinner”. Prøv lige at gå tilbage og find nogle af dine første opdateringen og du vil give mig ret

Siden da har det jo ændret til, vi i dag nærmest uden filter laver status opdateringer og uploader billeder dagligt.
Tænk have vi ikke haft de sociale medier havde vi nok heller ikke fået begrebet “spelt mødre”. Det evige overskud i dagligdagen til lige at give den tand ekstra og vise det til omverden – et glansbillede.
Vi som modtager sluger det som ofte råt, helt uden at tænke over hvad der egentlig ligger forud for det resultat.

Når jeg poster et billede, høster jeg som regel en masse likes og kommentarer. Jeg er selvfølgelig SUPER glad og meget beæret over dem der kigger med, tilkendegiver hvad de ser.
Jeg har også fået en masse kommentarer fra folk “hold da op et oplevelsesrigt liv du lever”! Bevares jo, jeg får nogle oplevelser som andre vil give deres højre arm for at opleve og tro mig jeg føler mig i den grad over utrolig heldig at det netop er mig der fik den oplevelse.

Ofte glemmer folk bare hvor mange timer der ligger forud for det billede de ser!

Når jeg har taget surf billeder, så har jeg som regel stået utallige timer på en strand i stiv kuling, pakket ind som om jeg var på vej på ekspedition på Sydpolen og stadig bundfrosset. Øvet igen og igen på at få den helt rigtige vinkel når de hopper. Efterfølgende kigget 1000 vis af mine billeder igennem og redigeret dem for af få det rette budskab ud til modtageren.

Det har med tiden også lært mig at stille mig selv utrolig kritisk over for hvad jeg ser og læser på de sociale platforme. Fordi uanset om det er en overskuds opdatering eller et super fedt billede, så ved jeg at der ligger altid en masse arbejde forud for det resultat vi ser.  IMG_8012

 

1P8A5164 1P8A5192 1P8A5327 1P8A6140-3

1P8A3735   

Kurs mod fjerne kyster – 9 år og på vej over Atlanten

001

Skibet har lagt fra kaj og vi har sat kurs mod Panama. En tur der tog ca. 12 dage dengang. Som jeg beskrev i sidste blog indlæg, så er det jo en lille flydende virksomhed. Så der er jo rutiner og arbejde der skal udføres hver dag.

Lad os starte med skibet vi sejlede på. Det var et Reefer skib, oversat til dansk” flydende køleskab”. På de ture jeg har været med på, har vi sejlet med alt fra dadler, fetaost, kalvekød, bananer og appelsiner og meget mere. Skibet var 144,15 meter langt og 21,01 meter bredt og havde 4 lastrum. For nogle vil dette synes af meget, men hvis vi kigger på de nyeste container skibe Maersk har, er disse 399 meter lange og 59 meter brede, så var Turnesian Reefer var lille skib.

Så der er jo rutiner og arbejde der skal udføres hver dag. Det vil sige hver person der er ombord har deres position/stilling, arbejdsområder og vagter. Det gælder uanset om skibet er til søs eller er i havn. Skibet sover aldrig, der er altid nogen der er på arbejde om det er dag eller nat. Når man har nogle dage i søen, så bruges tiden som regel på at vedligeholde skibet, både indvendigt og udvendigt.

For mit vedkommende bestod dagene i søen, i at gå i skole. Mine forældre sørgede for at jeg nåede at lave så mange lektier som muligt, så jeg var lidt foran tidsplanen som vi havde fået fra skolen. Så når vi lå ved kaj var der tid til at komme ud og opleve så meget som muligt. Nu var det ikke sådan at jeg gik i skole hele dagen. Vi spiste altid morgenmad sammen med resten af besætningen kl. 8 og ca. kl. 8.30 begyndte min skoledag. Når jeg “gik i skole” var det ikke noget med at have frikvarter… Det var koncentreret lektielæsning og undervisning indtil vi skulle spise frokost.

Resten af eftermiddagen kunne vi så bruge frit.

Det jeg husker bedst var når vi fik lov at hjælpe til på skibet. Altså få lov at arbejde og udføre opgaver lige som resten af besætningen. Når min far var på vagt på broen, blev vi som regel sat til at spejde efter andre skibe og så plotte dem ind på radaren med en fedt blyant. Det var optur når man så et skib og som regel var der en konkurrence mellem min bror og jeg om hvem der kunne spotte flest. Det bedste var, hvis vi var på broen og spottede delfiner. Fordi så galt det ellers om i en fart at komme ud i stævnen på skibet og se dem danse foran os. Engang i mellem kunne vi også være heldige på afstand at se hvaler. Det var jo udvidet biologitime når vi så hvaler, delfiner, flyvefisk, rokker eller skildpadder.

En gang i mellem fik vi også lov til at male. Jeg husker da vi nåede Caribien fik vi lov til at være med til at male dækket på skibet. Udstyret med stof på fødderne og en stor gennemsigtig affalds sæk på overkroppen blev vi ellers sat i gang. Forestil dig lige at stå der i 30 graders bagende sol, omslynget af plastic, det var meget varmt. Forklaringen var at vi skulle helst ikke få maling på os, da malingen ikke lige var den børnevenlige af slagsen. Det var børnearbejde på den fedeste måde. Vi gik op i det med liv og sjæl også svenden haglede af os på indersiden af plastic posen og den klistede mere og mere til kroppen som timerne gik.

Som regel forberedte vores forældre os også på hvilket land der var det næste vi skulle ankomme til. Forberedelserne gik ud på at fortælle os om landet, dets historie, hvilket sprog de talte, religion og hvad vi skulle opleve. Det var jo geografi og historie timer af en anden dimension.

Så efter 12 dage til søs ankom vi til Panama kanalen. Læs med i næste uge hvor jeg beskriver hvad vi skulle Panama og Panama Kanalen.

067 - Kopi 068 - Kopi

 

Er jeg i gang med at smadre mit CV?

740021_10151427433612915_2144404603_o

Da jeg sidste år fik idéen at starte denne blog, var der en del tanker omkring den der kom op. Det var nu egentlig ikke, om der var nogle der ville læse med. Det var jeg sikker på der nok skulle være. Om der er 1 eller 5000, var nu ikke den højeste prioritet.

For mig skulle det være et forum, hvor jeg kan komme ud med mine tanker og forhåbentlig få rykket lidt ved læserens tanker og opfattelse af livet. Det skulle være blogindlæg med substands, selvfølgelig blandet med let læseligt hverdags oplevelser.

Jeg ville også blive bedre til at skrive dansk. Da mit sprog i den grad lider af, at jeg læser og skriver en del på engelsk.

Jeg har vidst siden folkeskolen at jeg var god til at skrive historier, når altså det var fristil. Men ofte fik jeg mine stile tilbage, overfyldt med rødt… og derved blev karakteren også derefter. Så det var ikke fordi jeg havde den store skrivelyst i mange år. Jeg er bedre meget bedre til at kommunikere, når jeg taler.
Det var først til den sidste eksamen i skriftlig dansk på handelsskolen, jeg fik boostet min selvtillid. Da jeg fik en ret høj karakter i forhold til resten af klassen.

Men en af de tanker der kom op konstant, ved at hoppe med på blogger bølgen, var om det ville smadre mit CV?
Der er nemlig stadig en del fordomme omkring bloggere. Men også tanker om hvor meget jeg skulle løfte dynen og inviterer venner, bekendte og fremmede folk ind i mit liv.

Mine tanker førte hele tiden tilbage til en samtale jeg havde med en headhunter for et par år tilbage. Jeg spurgte til den samtale, hvorfor det var sådan at firmaer inden ansættelse af en kandidat gennem googlede personen. Jeg fik aldrig et præcis svar, men fik i stedet forklaringen om, at de profiler der nærmest er hermetisk lukket på Facebook var dem de fandt mest attraktive, hvorimod de åbne ret hurtigt blev sorteret fra.

Lige netop med de ord fik jeg en klump i halsen og måtte fortælle, at så nok var jeg udelukket hos rigtig mange firmaer og headhunterbureauer. Headhunteren kiggede undrende på mig. Jeg forklarede hende, at jeg jo var fotograf ved siden af mit job og derved bruger de sociale medier til at brande mig selv. Ved det var min profil meget åben og i øvrigt er jeg meget post teenager, at jeg stort set er på alle sociale platforme.
Så googler man mit navn kan man faktisk finde en del artikler, hvor mine billeder optræder.

Jeg fortalte hende, at jeg har et ret stort netværk der kigger med hvad jeg laver, plus et ukendt antal virksomheder. Derved er jeg enormt kontrolleret i, hvad der ligger offentligt og i det hele taget hvad der bliver uplaoded af billeder hvor jeg er med i billedet (læs festbilleder). Samtalen endte med at hun overgav sig, men den sætning, “du har meget mere styr på de sociale platforme end vi overhoved har”.

Samtalen har alligevel siden ligget i baghovedet og ulmet. Fordi alt hvad vi uploader til internettet vil blive der for evigt.

Så er jeg i gang med at smadre mit CV, ved at have denne blog? Nej!

Jeg har nået en alder, hvor jeg har gjort op med mig selv, at jeg er “frue” i mit egent liv. Jeg er gammel nok til at tage ansvar for de handlinger jeg foretager mig i det offentlige rum. Jeg kan ikke se at det skulle gøre mig til en dårligere kandidat i et job, fordi jeg har et blog eller offentlig profil, hvor jeg deler mine tanker og mit liv for andre, samt viser min kreative side i form af mine billeder. Tværtimod så ser jeg det som en styrke, at have modet at turde at tale om emner der er tabu eller provokerer på en sober måde der kan få andre til at reflekterer over deres eget liv. Fordi hvad i læser, er jo kun en lille bid af min historie og min virkelighed.

Når regnen siler ned – er der skruet op for hyggen

IMG_8397

Lige så meget som jeg elsker sol og sommer, så elsker jeg faktisk også dage hvor regnen siler ned.

For mig betyder det pause dage. Forstået på den måde at det er helt ok at geare ned og smide sig i sofaen, hvis jeg har lyst. Altså det er ikke fordi jeg ikke må det når solen skinner, men jeg får bare så dårlig samvittighed over ikke at være uden for. Det står mig så helt frit for om jeg vil ligge og læse hele dagen eller se Netflix serier. Det vigtigste er at jeg føler jeg slapper af.

Her de senere år, er jeg begyndt at drikke mere og mere the. Jeg syntes der er noget hyggeligt over det.

Min helt store farvorit er Pukka the. Jeg er vild med alle de forskellige the de har. Jeg er meget til krydret the, så de er lige mig. Det gode er at de ikke indeholder koffein, så jeg kan også drikke dem om aften uden at skulle ligge vågen den halve nat.

Selv om jeg tror jeg på nuværende tidspunkt har alle deres smags varianter, har jeg for tiden tre favoritter. Det er dem du ser i billedet.

Dette indlæg er IKKE sponsoreret. Indlægget er blot blevet skrevet af egen interesse.

Ensomhed – Jeg har følelsen af resten af verden lever livet uden mig

 

 

12540850_10153894080222915_5997883617587169651_n

Ordet ensomhed har været oppe og vende hos mig igennem de sidste par år. Mest af alt fordi jeg har en drøm om at lave et fotoprojekt om emnet. Dog også fordi jeg til tider selv føler ensomheden kommer forbi mit liv.

Ensomhed bliver ofte diskuteret i medierne og alligevel er det et stort tabu blandt familie og venner. Sagen er den vi har alle den følelse til tider i vores liv. Hvordan den udmønter sig hos os er jo meget individuelt.

Statistikkerne taler jo deres eget sprog, i hvor stor del af beholdningen der til tider føler sig ensomme.

Når jeg spørger rundt i min vennekreds, hvornår de føler sig ensomme er det meget forskellige svar. Det kan være lige fra når man er sammen med venner, læser billeder og status opdateringer på facebook, weekender, når man rejser alene til sidde sammen med ens aller mest kære.

Ensomhed er en underlig størrelse. Fordi for nogle kan den vælges til og fra. For andre er det en psykisk tilstand som man skal have hjælp til at komme ud af.

For mit vedkommende har jeg med tiden lært at hilse ensomheden velkommen. Forstået på den måde at jeg vælger den til og fra. Der er ganske få tidspunkter hvor jeg virkelig føler mig ensom. Men den danser da min om mig og i mine tanker i perioder.

Det skal siges at jeg har en nærmest angst for at blive glemt… Ja glemt som i at jeg bliver glemt blandt mine venner og familie. Jeg ved godt det er langt ude, men jeg har haft det siden jeg var barn. Dette har bevirket at jeg indtil få år siden næsten har kørt på med aftaler 24-7, for ikke at være alene på noget tidspunkt. Hvis jeg en sjældent gang oplever, jeg ikke hører fra mine nærmeste venner eller familie i nogle dage, kan jeg godt få en enorm følelse af ensomhed. Det strækker sig så ikke længere end jeg kan ringe eller skrive dem. Men tanken om de mon har glemt mig strejfer. Det kan næsten gøre ondt i hjertet. bare at tænke på det.

Jeg har gjort mig til en vane at mine aller nærmeste venner/familie får en besked eller et opkald i løbet af ugen. Så ved de at der i hvert fald, at der er én der tænker på dem.

Hvornår oplever du ensomheden?

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre din historie så jeg kan få inspiration til mit fotoprojekt. Det er helt ok at være anonym.