Er jeg i gang med at smadre mit CV?

Kurs mod fjerne kyster – 9 år og på vej over Atlanten

001

Skibet har lagt fra kaj og vi har sat kurs mod Panama. En tur der tog ca. 12 dage dengang. Som jeg beskrev i sidste blog indlæg, så er det jo en lille flydende virksomhed. Så der er jo rutiner og arbejde der skal udføres hver dag.

Lad os starte med skibet vi sejlede på. Det var et Reefer skib, oversat til dansk” flydende køleskab”. På de ture jeg har været med på, har vi sejlet med alt fra dadler, fetaost, kalvekød, bananer og appelsiner og meget mere. Skibet var 144,15 meter langt og 21,01 meter bredt og havde 4 lastrum. For nogle vil dette synes af meget, men hvis vi kigger på de nyeste container skibe Maersk har, er disse 399 meter lange og 59 meter brede, så var Turnesian Reefer var lille skib.

Så der er jo rutiner og arbejde der skal udføres hver dag. Det vil sige hver person der er ombord har deres position/stilling, arbejdsområder og vagter. Det gælder uanset om skibet er til søs eller er i havn. Skibet sover aldrig, der er altid nogen der er på arbejde om det er dag eller nat. Når man har nogle dage i søen, så bruges tiden som regel på at vedligeholde skibet, både indvendigt og udvendigt.

For mit vedkommende bestod dagene i søen, i at gå i skole. Mine forældre sørgede for at jeg nåede at lave så mange lektier som muligt, så jeg var lidt foran tidsplanen som vi havde fået fra skolen. Så når vi lå ved kaj var der tid til at komme ud og opleve så meget som muligt. Nu var det ikke sådan at jeg gik i skole hele dagen. Vi spiste altid morgenmad sammen med resten af besætningen kl. 8 og ca. kl. 8.30 begyndte min skoledag. Når jeg “gik i skole” var det ikke noget med at have frikvarter… Det var koncentreret lektielæsning og undervisning indtil vi skulle spise frokost.

Resten af eftermiddagen kunne vi så bruge frit.

Det jeg husker bedst var når vi fik lov at hjælpe til på skibet. Altså få lov at arbejde og udføre opgaver lige som resten af besætningen. Når min far var på vagt på broen, blev vi som regel sat til at spejde efter andre skibe og så plotte dem ind på radaren med en fedt blyant. Det var optur når man så et skib og som regel var der en konkurrence mellem min bror og jeg om hvem der kunne spotte flest. Det bedste var, hvis vi var på broen og spottede delfiner. Fordi så galt det ellers om i en fart at komme ud i stævnen på skibet og se dem danse foran os. Engang i mellem kunne vi også være heldige på afstand at se hvaler. Det var jo udvidet biologitime når vi så hvaler, delfiner, flyvefisk, rokker eller skildpadder.

En gang i mellem fik vi også lov til at male. Jeg husker da vi nåede Caribien fik vi lov til at være med til at male dækket på skibet. Udstyret med stof på fødderne og en stor gennemsigtig affalds sæk på overkroppen blev vi ellers sat i gang. Forestil dig lige at stå der i 30 graders bagende sol, omslynget af plastic, det var meget varmt. Forklaringen var at vi skulle helst ikke få maling på os, da malingen ikke lige var den børnevenlige af slagsen. Det var børnearbejde på den fedeste måde. Vi gik op i det med liv og sjæl også svenden haglede af os på indersiden af plastic posen og den klistede mere og mere til kroppen som timerne gik.

Som regel forberedte vores forældre os også på hvilket land der var det næste vi skulle ankomme til. Forberedelserne gik ud på at fortælle os om landet, dets historie, hvilket sprog de talte, religion og hvad vi skulle opleve. Det var jo geografi og historie timer af en anden dimension.

Så efter 12 dage til søs ankom vi til Panama kanalen. Læs med i næste uge hvor jeg beskriver hvad vi skulle Panama og Panama Kanalen.

067 - Kopi 068 - Kopi

 

Ingen kommentarer endnu

Jeg vil elske at høre din kommentar...

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er jeg i gang med at smadre mit CV?